I 2013, blev jeg som 26 årig ringet op af en læge efter at jeg havde doneret blod i blodbanken. Hun fortalte mig, at der var en uregelmæssighed i mit ferritin niveau og at jeg derfor skulle sørge for at donere igen, når min 3 måneders karantæne var overstået. Dette gjorde jeg selvfølgelig, og efterfølgende prøver udløste diagnosen hæmokromatose.

Jeg har levet et liv i idrættens verden, og er bl.a. uddannet idrætsinstruktør fra Paul Petersen Idrætsinstitut, og studerer nu idræt på Københavns universitet, og dyrker stadig idræt 4-5 gange om ugen. Overraskelsen over at blive diagnosticeret i en så ung alder var derfor stor, på trods af at det blev gjort klart for mig, at sygdommen er genetisk betinget.

Men det er til mit store held at jeg blev opmærksom på sygdommen så tidligt. Efter at jeg fik diagnosen skrev jeg til hæmokromatose foreningen, som inviterede mig til at møde nogle af de andre medlemmer. Dette møde, i kombination med læsning af de andre patientcases på hjemmesiden, har gjort mig opmærksom på hvor heldigt det er at jeg har opdaget sygdommen i så tidlig en alder. Eftersom at jeg derfor forhåbentlig kan forebygge følgesygdomme, og undgå permanente skader på min krop.

Tidligere har jeg lidt meget af en konstant træthed, konstant tristhed samt to længerevarende perioder med tungere reelle depressioner. Desuden har jeg haft problemer med at hele idrætsskader, samt en knugende fornemmelse i mine fingre, specielt når jeg skriver meget på computer. Efter at jeg har startet min behandling, er jeg blevet markant friskere, mere vågen og har generelt et bedre humør. Dette kan selvfølgelig være forklaret af en hvis placeboeffekt samt andre faktorer i mit liv, men ikke desto mindre har jeg efter behandlingens start kun fået det bedre og bedre. Jeg har dog i skrivende stund stadig en hvis knugen i knoerne, samt en ofte lang helingsperiode af småskader, forhåbentlig er dette på grund af mine mange idrætsskader som jeg tidligere har pådraget mig.

Da jeg meldte mig som bloddoner, var det af to grunde: for det første, for at hjælpe andre. For det andet, fordi at jeg ikke kunne bære tanken om, at jeg eventuelt engang i fremtiden skulle modtage blod, uden selv at have givet dette til andre. Der er et ordsprog der lyder; ”gode gerninger betaler sig”, og dette kan jeg bestemt tilslutte mig. At være bloddoner, er en meget lille indsats for at redde andre liv. Det har desuden vist sig at denne gerning har været en rigtig god investering både for mig, men også min søster. Efter min diagnosticering, blev hele min familie testet, og det viste sig at min søster også havde hæmokromatose.

Hvad sygdommen bringer i fremtiden, ved hverken jeg eller min søster. De andre patienters svære følger af sygdommen har gjort stort indtryk på mig, men samtidig en hvis bekymring for min egen fremtid. Det er dog er en stor fortrøstning, at vi begge har fundet det i en relativ tidlig alder (27 for mig, 35 for min søster), således kan vi begge kan gøre en indsats for at hindre sygdommen i at ødelægge både vores liv. Den største fortrøstning findes dog i, at vore respektive børn kan blive testet for arveanlægget således at deres liv starter på bedst mulig måde.